Aalborg Zoo

Aalborg Zoo er åben 363 dage om året. Oplev over 100 forskellige eksotiske dyrearter og få en på ’opleveren’.

På savannen gumler giraffer rundt sammen med zebraer, kuduer og de sjældne oryx-antiloper. Isbjørnen tager sig en svalende dukkert, den røde panda har lige fået serveret frisk bambus, og pludselig lyder et mægtigt brøl fra han-løven Akash, der fortæller hele haven, at det her er hans territorium. I Aalborg Zoo møder du 11 ud af de 12 mest populære zoo-dyr og som eneste sted i Danmark, kan du se den afrikanske elefant, Borneo-orangutangen og den asiatiske løve. Gå på opdagelse efter de særprægede og mindre kendte dyr. I Sydamerika-huset kravler dovendyrene frit rundt i lianerne over dit hoved, og samme sted kan du komme tæt på bæltedyr og måske se en kapivar for første gang.

Adresse

Mølleparkvej 63

9000 Aalborg

 

Musikkens Hus

Ved havnefronten, med udsigt over Limfjorden, finder du Musikkens Hus - det musikalske samlingspunkt og en arkitektonisk perle!

Musikkens hus består af mere end 20.000 m2  på ni plan med tilhørende fire koncertsale, fem scener, en indbydende restaurant, en spændende foyer samt undervisnings- og administrationsfaciliteter. De faste beboere er Aalborg Symfoniorkester, Det Jyske Musikkonservatoriums Aalborgafdeling, Aalborg Universitets musikuddannelser, Musikkens Spisehus samt Musikkens Hus’ egen virksomhed.

Musikkens Hus er tegnet af det verdenskendte, østrigske arkitektfirma, Coop Himmelb(l)au.

Adresse

Musikkens Plads 1

9000 Aalborg

 

Lindholm Høje

Tag bilen til et af Danmarks helt unikke fortidsminder, Lindholm Høje. To skelsættende historiske epoker mødes her og er pga. det nordjyske klima blevet bevaret.

På Lindholm Høje er der fundet grav- og bopladser fra både den germanske jernalder og fra vikingetiden, herunder 682 grave og 150 skibssætninger. Nord for gravpladsen lå den tilhørende landsby, hvoraf der blandt andet er fundet huse, hegn, brønde og kogegruber.

Området var plaget af sandflugt, og omkring år 1000 dækkede flyvesandet helt gravpladsen, hvorved stensætninger og en nypløjet mark blev bevaret til glæde for arkæologer og besøgende på Lindholm Høje.

Adresse

Vendilavej 11

9400 Nørresundby