Shared mobility – en (transport)verden i evig forandring

 

Shared mobility – en (transport)verden i evig forandring

Den måde vi kommer rundt på, ændrer sig hele tiden, og delte mobilitetstjenester vinder terræn både nationalt og internationalt. Vi har taget temperaturen på markedet for at se, hvor det bevæger sig hen.

Delt mobilitet – eller shared mobility som det også kaldes – er ikke et nyt fænomen. Faktisk trækker konceptet spor helt tilbage til 1940'ernes Schweiz, mens den moderne forståelse af delt mobilitet begyndte for omkring et årti siden – dengang de første store platforme til booking af transport på nettet så dagens lys. Siden er konceptet vokset og vokset, og over tid har idéen udviklet sig til ikke bare at omfatte lejebiler og delebiler, men også mikromobilitetstilbud såsom cykler og el-løbehjul samt billeje og offentlig transport. 

Den øgede tilgængelighed og ikke mindst forbrugernes større fokus på klimavenlige løsninger har ændret vores måde at rejse på. Rejsende har i dag mange omkostningseffektive og bekvemme alternativer til at eje egen bil, og mulighederne vil kun fortsætte med at vokse i løbet af det næste årti – ifølge McKinsey kan vi forvente en vækst på mere end 20 procent:

"Markedet for delt mobilitet overstiger nu 60 milliarder dollars i værdi på tværs af de tre største markeder: Kina, Europa og USA. Fremtiden vil give endnu større gevinster, efterhånden som selvkørende taxaer og shuttlebusser bliver mere almindelige, og luftmobiliteten i byerne bevæger sig forbi pilotstadiet. Med dette momentum forventer vi, at den årlige vækstrate for delt mobilitetsløsninger vil overstige 20 procent frem til 2030". 

MaaS – Mobility as a Service

At delt mobilitet overhovedet kan lade sig gøre skyldes i høj grad de mange apps, der i dag forbinder brugere og transportmidler i realtid. Det er enkelt og let at finde en samkøringsmulighed eller blive en del af en privat delebilsordning, og det er desuden en økonomisk løsning, der ofte giver bedre mening end at eje sin egen bil.

Rent praktisk betyder de mange muligheder, at måden vi bevæger os på, ændrer sig. Fremfor at sætte dig i din egen bil fredag morgen, tager du dit el-løbehjul  til stationen, offentlig transport til byen, bycyklen til kontoret, delebilen til mødet og lejebilen hjem igen, da du skal på weekendtur.

Kort sagt er der uendelige muligheder for at erstatte privat bilbrug helt eller delvist over det næste årti, og vi kigger ind i en fremtid, hvor transportsystemet er langt mere bæredygtigt end i dag – specielt når køretøjerne også bliver elektriske.

Målet er forude – men der er udfordringer

Der er ingen tvivl om, at vores transport og infrastruktur står over for en ny epoke, hvor innovative transportformer vil komme til at sætte dagsordenen. Selvkørende enheder med opkobling til nettet, større fokus på delebilisme og bedre adgang til offentlige mobilitetstjenester vil ændre vores infrastruktur og mobilitet, som vi kender det i dag. Helt fra hvordan vi pendler til og fra arbejde, til hvordan vi planlægger vores ferierejser.

Men fremtidens shared mobility kommer ikke uden udfordringer.

Først og fremmest er det til stadighed et koncept, der er mest udbredt i de større byer. Delebilerne har trænge kår i landdistrikterne, og i Danmark er delebilerne da også koncentreret omkring København. Det skyldes bl.a., at de fungerer bedst i områder, hvor parkeringspladser er en knap ressource samt hvor den kollektive trafik er godt udbygget. Sidst men ikke mindst, er det ikke muligt for mobilitetsleverandørerne at drive en sund forretning i områder hvor udnyttelsen af køretøjerne er lav.

Den grønne og delte mobilitet har stor politisk fokus, men der er behov for at tage endnu flere lovgivningsmæssige geværgreb i brug, før ordningerne giver mening for aktørerne, hvilket i sidste ende vil gøre mobilitetsløsningerne til reelle alternativer for flere private og virksomheder. Det er vores oplevelse at rigtig mange privat og virkshomheder forespørger på grønne alternativer og de fleste større virksomheder, har i flere år haft de grønne mobilitets krav indbygget i deres CSR/ESG (Environmental, Social and Governance) politik.

Sidst men ikke mindst er det spørgsmålet om bekvemmelighed. Selvom det er blevet lettere at booke samkørsel eller reservere en delebil, er der stadig mange der foretrækker friheden ved at have sin egen bil parkeret på gaden eller i indkørslen. Faktum er bare at de private biler, særligt i storbyen, ikke benyttes særlig ofte. En nyere undersøgelse, udført af COWI ved hjælp af droneoverflyvning, viser at ca. 25 % af bilerne på Østerbro og Vesterbro står stille mandag til fredag.

Udfordringerne er heldigvis ikke uoverskuelige, og vi er i den grad på vej mod en grønnere og mere bæredygtig måde at bevæge os på. En omstilling vi hos Europcar byder mere end velkommen. 

 

Vil du høre mere om vores tilbud på shared mobility?

Skal du bruge en bil eller varevogn her og nu?

Ønsker du at læse andre af vores artikler?