Opalsøen Bornholm

Kør-selv oplevelser

5 oplevelser på Bornholm

Bornholm er en helt særlig ø med sin egen sjæl og charme. Beliggende midt i Østersøen byder den på dramatiske klippekyster, bløde sandstrande, hyggelige byer og frodig natur. Øen er kendt for sine rundkirker, røgerier og kunsthåndværk – og ikke mindst for den fredelige stemning, som hurtigt smitter af på dem, der besøger den. I byer som Gudhjem og Svaneke kan du nyde lokal mad, besøge små gallerier og slentre gennem brostensbelagte gader. Naturen er en oplevelse i sig selv – fra de rå klipper ved Hammershus til de stille skove og søer i Almindingen. Her finder du ro, nærvær og masser af oplevelser – uanset om du er til historiske seværdigheder, gastronomi eller bare en smuk udsigt i aftensolen.

Vi har samlet 5 oplevelser på Bornholm, som du bør opleve 👇🏼



1. Hammershus Slotsruin og Hammerknuden

Hammershus er Nordeuropas største borgruin og Bornholms mest besøgte seværdighed. Hammershus er en af Danmarks mest populære seværdigheder og en chance for at opleve den bornholmske historie.

Nær Hammershus ligger Hammerknuden, som er et stort naturområde. Tag de gode vandresko på og oplev den flotte natur samt Opalsøen, hvor man kan prøve den vilde svævebane på 260 meter.

Adresse
Langebjergvej 26
3770 Allinge-Sandvig


Parkering
Der er betalingsparkering ved Hammershus. Det anbefales at bruge EasyPark appen ved betaling af parkering.

Hammerhus


2. Østerlars Rundkirke

Bornholms største og ældste Rundkirke og Bornholms ældste bygning er bygget ca. år 1150. Oprindelig uden tagkonstruktion og tag, som blev tilbygget i 1744. Selve pillerne er ligeledes bygget til senere. Du kan se tre runesten fra ca. år 1050, gravsten af gotlandsk kalksten fra år 1370 samt de berømte kalkmalerier fra omkring år 1350.

Et besøg i Østerlars Rundkirke er en helt særlig oplevelse. Allerede når du nærmer dig, gør den runde form og de hvide mure indtryk – det ligner noget fra en anden tid. Inde i kirken bliver du mødt af stilhed, historie og en lidt magisk stemning. De gamle kalkmalerier og runesten får tankerne til at vandre tilbage til middelalderen, og det føles næsten, som om væggene selv fortæller historier. Det er et sted, man får lyst til at gå på opdagelse i – langsomt og nysgerrigt. En hyggelig, rolig og tankevækkende pause midt i Bornholms smukke landskab.

Adresse
Vietsvej 25
3760 Gudhjem


Parkering
Der er gratis parkering ved kirken.

Østerlars Rundkirke på Bornholm


3. Ekkodalen

Vidste du, at Ekkodalen er den længste sprækkedal på Bornholm? Den kan følges fra kysten nær Gudhjem til øens midte (ca. 12 km). Sprækkedalene er opstået for ca. 1400 millioner år siden som revner i grundfjeldet af granit. Nogle er få meter, andre er over 100 m brede.

De retlinede sprækkedale har næsten alle retninger: Nordøst-Sydvest. I sprækkedalene findes oftest en ret uberørt natur, småsøer og vandløb. Og ja, du må gerne råbe: ”Ekko” … ekko ekko… og hvad rimer på møller? Ekkodalen ligger i den store skov Almindingen, hvor du også finder Rokkestenen.

Adresse
Ekkodalen
3720 Aakirkeby


Parkering
Der er gratis P-plads ved Ekkodalshuset. Her findes der også toiletter og adgang til vand.

Ekkodalen


4. Gudhjem

Danmarks eneste bjergby, Gudhjem, er de bornholmske røgeriers fødeby. Smag en klassisk “Sol over Gudhjem” og oplev byens mange spændende gader og stræder med alt fra glaspusteri til små spændende specialbutikker. Derudover er kunstneren Oluf Høsts hjem og museum et besøg værd. Fra Gudhjem kan du desuden tage den lille færge ud til Danmarks østligste ø, Christiansø samt sejle forbi Helligdomsklipperne.

Adresse
3760 Gudhjem

Parkering
Når du kommer til Gudhjem, er det bedste sted at parkere på en af byens tre gratis parkeringspladser oven over byen. Herfra kan du nemt gå ned til Gudhjem.


Gudhjem på Bornholm


5. Dueodde

En af Europas bedste sandstrande finder du på Bornholms sydspids. Dueodde er kendt for sit meget fine, hvide sand og det klare vand med de mange revler. Stranden strækker sig over mange kilometer med masser af klitter, hvor man kan finde læ og være helt uforstyrret.

Derudover er en tur op i Dueodde Fyrtårn et besøg værd, da det giver et fantastisk kig ud over kystområdet og hele den sydlige del af Bornholm.

Adresse
Dueodde Strand
3730 Nexø


Parkering
Der er parkeringsplads ved Fyrvej og Skrokkegårdsvej. Her er der også toiletter.

Dueodde Strand